![]() |
![]() |
|
|
13. marts - Afrejse Så kom dagen, hvor vi endelig skulle starte vores spændende tur til Vietnam. Vi tog en taxa til stationen og toget til Kastrup, det kan næsten ikke være nemmere. Vi mødtes med Lone og Søren, checkede ind, gjorde vores indkøb og derefter i Diners’ Lounge, hvor vi indtog lidt frokost etc. og ventede på boarding. Vi fløj med Thai Air, som er alle tiders, men 10½ time i fly er meget lang tid. Jeg sov heldigvis 3-4 timer (on and off), men Bent fik ikke sovet så meget. Han havde ugen inden været på natarbejde, så han havde i forvejen byttet om på dag og nat. Vi landede som planlagt i Hanoi 9.30 den 14/3 kun med en kort mellemlanding i Bangkok. 14. marts - Hanoi Mrs. Butterfly hentede os i lufthavnen og kørte os til vores hotel, Hoa Binh Hotel. Desværre viste det sig efter ca. 1 times venten, at hotellet var overbooket, så vi måtte flytte til Dan Chu hotellet, som lå i nærheden. Det var godt nok også 3-stjernet, men umiddelbart en helt anden standard. Efter at have byttet vores værelse til et bedre, da vi ikke ville ha’ det første, vi fik tilbudt, blev vi installeret i et dejligt stort værelse med store senge og et kæmpe badeværelse. Det værelse, de tilbød os først, var et lille hummer uden vindue og med en lille 1½ mandsseng og et meget lille badeværelse. Det var det første C&C Travel skulle sørge for, som gik galt, på trods af deres bekræftelse på alle vore hoteller hjemmefra. Mon der venter os mere??? Vi havde gennem Rie hørt, at Mimi og |
Grant ugen før havde haft de samme problemer med hoteller, og de rejste også med C&C Travel. Efter et dejlig bad var vi klar til at gå på opdagelse i Hanoi. Det vrimler med cykler, knallerter, små motorcykler og få biler. Der er en frygtelig larm, da alle køretøjer dytter hele tiden, men det vænner vi os vel til. Generelt er byen meget forfalden og trænger voldsomt til restaurering. Vi boede meget centralt i nærheden af Hoan Kiem søen og startede vores tur her. Søen er et samlingspunkt for indbyggerne, om morgenen kan man se dem gøre
morgengymnastik og om aftenen er det stævne-mødested for unge par og stedet,
hvor familier promenerer.Undervejs rundt om søen passerede vi Den lille Port, som tidligere var indgangen til en pagode. I dag ligger den lidt umotiveret her. I søen ligger Skildpaddetårnet. Legenden siger, at her dukkede en kolossal gylden skildpadde op til overfladen og tog det sværd, den havde lånt til kongen, så han kunne besejre kineserne. Skildpadderne lever stadig i søen, men de er i dag truet på grund af forurening. Vi besøgte Ngoc Son templet, som ligger på en lille holm i søen. På vej til templet passerer man "Pennetårnet" (9m højt og formen minder om en kalligrafipensel) og den rødmalede bro. I templet kan man se en udstoppet kæmpeskildpadde, som døde i 1968 (2,10 m/250 kg!!!). Man mener den har levet i søen i 4500 år (det står der altså i guidebogen!!!) og er nært beslægtet med den gyldne skildpadde. |